© SMG/Jan Blaffert

Højtider & Arrangementer på Sylt

På Sylt fejrer man selvfølgelig også højtider – og nogle af dem er, som vi kender dem, mens andre er noget helt for sig selv! Desuden finder man på Sylt nogle meget traditionsrige arrangementer som Verdensballetten, Surf Cups og ringridder-turneringer.

Claas-Erik Johannsen

Sylt er ikke kun spændende om sommeren. Der sker altid noget, og man kan også opleve de helt unikke Sylt-traditioner, fx Biikebrennen!

 

© Esben Zøllner Olesen

Verdensballetten

Efter fire år med en flot tilslutning på det eksklusive hotel Benen-Diken-Hof gæster Verdensballetten nu for femte gang med sommerens forestilling.

Surf Cups

Fra maj til oktober bliver Westerlands promenade forvandlet til en verden af events! Blandt andet finder man her både nationale og internationale surf cups og vandsportsbegivenheder, som finder sted hele sommeren. Fra windsurfing til kitesurfing, katamaransejlads og stand up-paddling – det er en oplevelse for både professionelle og nybegyndere. Hvis du blot vil se på, kan du nyde begivenhederne fra de forskellige loungeområder eller i en strandstol. Der er sørget for alt – også det kulinariske, og alle Surf Cups er berygtede for deres fester!

© SMG/Dominik Täuber
© SMG

Ringridning

I sommermånederne hænger der galger overalt! Det er dog ikke til at gøre det af med kriminelle. Traditionen for ringridning holdes nemlig i live på Sylt, og det eneste, der hænger fra galgerne, er den lille messingring, som rytterne skal forsøge at spidde en lanse igennem, mens de kommer ridende. Her hører man også tit udråb på den gamle frisiske dialekt, Sölring.

Biikebrennen på Sylt

Den 21. februar er der varmt i luften på Sylt, for på denne dag fejrer man den traditionelle biikebrennen. Med musik bliver fakkeloptogene sat i bevægelse til øens Biiker. Et hav af fakler bliver tændt til optoget, som ender med at bålet bliver sat i brænd. Efterfølgende bliver der serveret den typiske Biike-ret: Grønkål „mit alles“.

© SMG/Dominik Täuber
© Julia Lund

Påske

Lørdag i påsken bliver der tændt påskebål i Hørnum efter et traditionelt fakkeloptog.

Påskesøndag er der tradition for ekstra påskehare-stemning i Kampen, hvor alt og alle udsmykkes med påskehare-kostumer. Ved frokosttid lyder startskuddet til det traditionelle påskeægsløb i Kampens Strönwai, og om aftenen lyser flammerne op ved Kampens påskeild ved stranden Buhne 16.

I Keitum fejrer man påsken ved at kaste påskeæg fra digen, som ligger langs med Vadehavet – på tysk kalder man det Eierwerfen.

Pinsen

Pinsen er traditionelt set sæsonstart – det gælder surfere og polospillere, ringryttere og festaber. Pinsen er den første weekend, hvor man mærker sommeren. Derfor er der liv i byerne i pinsen, fordi sommerfølelsen trækker alle ud. Der er også masser af fest, når de store klubber og diskoteker sørger for flere dage med feststemning.

© Club Rotes Kliff
© SMG/Maren Jessen

Julen

Julen er måske den smukkeste tid på Sylt, hvor alt er dekoreret og pyntet til højtiden. Sylt er det perfekte sted til at finde unikke og personlige gaver, mens man nyder julekager og julekoncerter med udsigten over Nordsøen, som for alvor sætter stemningen. På øen finder man også de traditionelle tyske julemarkeder, som byder på godt håndværk. Du kan også deltage i den årlige julebadning ved stranden i Westerland, eller endda tage på dansk julemarked i Den Danske Skole, hvor der serveres æbleskiver og gløgg. I Westerland ligger der desuden den danske kirke, hvor man i julen kan komme til dansk julegudstjeneste. Læs mere om den danske menighed på deres hjemmeside.

På Sylt laver man også den traditionelle Jüülboom, som mest af alt minder om en adventskrans. I gamle dage på Sylt havde man nemlig ikke mulighed for at få juletræer, så i stedet dekorerede man med en Jüülboom.

Nytår

Nytår på Sylt er fantastisk! I Wenningstedt bliver Nordens længste nytårsfest afholdt, hvor man fester og fejrer i fem dage. 1. Januar starter badesæsonen igen! Strandpromenaden i Westerland bliver omdannet til én stor open-air nytårsfest. Som en del af Rummelpott-traditionen udklæder folk i alle aldre sig og går fra dør til dør og synger til naboerne, til de hoster op med slik eller alkohol.

Med alle de stråtækte huse på Sylt er det ikke tilladt for private at fyre fyrværkeri af. I Hørnum kan man dog opleve et stort officielt fyrværkerishow.

© Pixabay

It appears that you are using Microsoft Internet Explorer as your web browser to access our site.

For practical and security reasons, we recommend that you use a current web browser such as Firefox, Chrome, Safari, Opera, or Edge. Internet Explorer does not always display the complete content of our website and does not offer all the necessary functions.