© Tiphaine Bourgeteau

Endagstur til Sylt

Sylt er en fremragende destination for en endagstur, fordi afstandene er så korte! Læs her om, hvordan du får mest muligt ud af én dag på Sylt.

© FRS Syltfähre

Mange danske turister kommer til Sylt med færgen fra Rømø. Fra Havneby på Rømø kan man tage Syltfærgen til List, og selvom man kun er på en én-dags-visit til Sylt, har øen massere at byde på. Det er muligt at medbringe sin bil på færgen, men der er også gode muligheder for at opleve Sylt med rutebusserne.

Ankomst til List

Turen starter således i List, som er øens nordligste by. List har et skønt havneområde, som er blevet fuldstændig renoveret og redesignet. Nu prydes området af små, hyggelige træhuse i skandinavisk stil samt den store, gamle tøndehal, hvor man finder adskillige små butikker.

Gosch, som er et af de mest ikoniske Sylt-brands, er en kæde af fiskerestauranter. På Gosch i List serveres selvfølgelig også fischbrötchen (flutes med frisk fisk), som er en traditionel spise for besøgende på Sylt. Inden turen om aftenen går tilbage mod Rømø, kan man også afslutte dagen med aftensmad på Gosch i List.

Fra List går turen videre mod Kampen, og fra havnen går bus Linje 1 mod Kampen, Wenningstedt og Westerland. Der er busafgang flere gange i timen, og det tager 15-20 minutter til Kampen.

Man kan købe én-dags-billetter til bussen, som er ideelle til en dag med hop-on/hop-off. Læs mere om busserne.

Formiddag i Kampen

Rotes Kliff in Kampen
© SMG/Monica Gumm

I Kampen står man af ved Kampen Mitte. Kampen er noget helt for sig selv, og det var i Kampen, at Sylt fik sin kultstatus i Tyskland. I 1960’erne begyndte Tysklands største TV- og filmberømtheder at tage på ferie til Kampen, og med dem kom naturisme, fester og luksuriøs livstil.

I dag finder man mange af Tysklands absolut dyreste adresser i Kampen, men det er i idylliske rammer, for i Kampen har man vedtaget, at huse kun må opføres med stråtag og maks. i 8 meters højde. Det er dog heller ikke helt så traditionelle gamle, stråtækte huse, som vi kender fra Danmark. For at udnytte de dyre kvadratmeter har flere af husene nemlig 2-3 kældre, og haverne danner knivskarpe kulisser til de perfekte huse.

Disse omgivelser er i sig selv et besøg værd – især i sommerens højsæson, hvor mange af de velhavende husejere opholder sig i byen. Er man velbevandret i biler eller tyske kendisser, finder man helt sikkert noget at skule efter i Kampen. Her er Lamborghinier, Ferrarier og Roll’s Roycer hverdagstransport, og det er kun Tysklands absolut rigeste, som har råd til de eftertragtede bopæle.

Strandkorb am Roten Kliff in Kampen
© SMG/Michael Reidinger

I Kampen finder man derfor også luksusshopping i helt unikke omgivelser. Butikkerne findes nemlig også i de små, hyggelige stråtækte huse, og her er alt fra Hermès og Iris til Arnim og luksusjuveleren Wempe. Eksklusive spisesteder findes der ligeledes massevis af, men det perfekte sted til at nyde formiddagskaffen er den hyggelige caféhave Kupferkanne, hvor man kan sidde i skønne omgivelser med udsigt over Vadehavet og Braderups Hede.

Som om alt dette ikke var nok, finder man i Kampen også noget af Sylts skønneste natur. I gåafstand fra byens centrum er Das Rote Kliff (Den Røde Klev), som er en stor, rød klint, der skaber en helt unik kulisse for stranden. Et andet must-see er Uwe-klitten (Uwe Dünen), som er Sylts højeste punkt 52,5 meter, og det lyder måske ikke af noget særligt, men med Sylts ellers meget flade landskab, er udsigten derfra helt unik. Til den ene side kan man se Nordsøen og den lange vestkyst med sandstrand, mens Kampens fyrtårn, hedelandskabet og Vadehavet udfolder sig til den anden side. På klare dage kan man endda se helt udover Lists nordlige spids.  

Fra Kampen går turen videre mod Westerland. Stå på bussen enten ved Kampen Mitte eller Kampen Süd, og forsæt med bus Linje 1 mod Kampen, Wenningstedt og Westerland. Busserne afgår flere gange i timen, og til Westerland Stadtmitte tager det 10-15 minutter.

Frokost i Westerland

Friedrichstrasse in Westerland
© SMG/Jan Blaffert

Westerland er Sylts hovedby, og selvom den måske ikke er nær så charmerende som de små landsbyer, oser byen af liv. I hovedgaden Friedrichsstrasse og den parallelle gade Strandstrasse finder man massevis af butikker. Her er der også god mulighed for at shoppe, og man finder alt lige fra små souvenirshops til designermærker. For enden af gaderne ligger stranden og den hyggelige promenade. Adgang til stranden og promenaden koster et lille beløb (læs mere om turistafgift her), men især om sommeren er en tur langs promenaden et besøg værd.

Westerland er et perfekt sted at holde frokostpause. Byen har massevis af restauranter og caféer. Man kan eksempelvis nyde pragtfulde fiskeanretninger i bistroen Blum’s Seafood, steaks i Block House eller nyde strandidyl ved Beachhouse eller Badezeit.

For at komme videre fra Westerland med bussen skal man til ZOB. Det er Sylts busholdeplads, hvor alle busruterne starter og ender. Den ligger lige ved siden af banegården og kun få hundrede meter fra Friedrichsstrasse. Turen går videre mod Keitum, og det kan man komme med både linje 3 og linje 4, som sammen går lidt oftere end én gang i timen. Turen varer et kvarter, og man kan stå af ved både Keitum Parkplatz, Keitum Bahnhof, Keitum Mitte eller Keitum Kirche.

Eftermiddag i Keitum

Friesenhaus in Keitum
© SMG/Michael Reidinger

Keitum er muligvis Sylts hyggeligste by. Før Westerland var det byens hovedstad, og byen er meget præget af den frisiske kultur. Keitum besidder også noget af den eksklusivitet, som man finder i Kampen, men i Keitum er husene rent faktisk gamle og autentiske, og der er langt mere ro. Byen ligger desuden ud til Vadehavet, som man kan gå en lille tur langs med og forundret betragte, hvor forskellig og foranderlig den syltiske natur er.

Udover mange små, stråtækte huse består Keitum også af smalle, hyggelige gader. Her finder man ligeledes eksklusive shoppingmuligheder som Ralph Lauren og Loro Piana, men i de mindre gader finder man også kunsthåndværk, gallerier, bøger og smykker.

Byen byder desuden på en masse historie. Her findes øens ældste kirke, Skt. Severin-Kirche, samt Det Gammelfrisiske Hus (Das Altfriesische Haus), som er opført i 1640, og stort set er bevaret i den oprindelige tilstand. Sylts museum er desuden at finde i Keitum, og her kan man lære nærmere om Sylts historie.

I Keitum kan man nyde eftermiddagskaffen i Kleine Teestube eller Nielsens Kaffeegarten med udsigt over Vadehavet, eller man kan kaste sig over en bid brød i Brot und Bier, hvor der serveres gourmet smørrebrød. Hvis man har smag for god mad, kan man også besøge den dobbelte Michelin-kok, Johannes King, i hans Genuss-Shop, hvor man kan købe diverse specialiteter og delikatesser med hjem.

Retur til List

For at komme fra Keitum tilbage til List skal man med bussen til ZOB i Westerland, hvor man skifter til bussen til List. Fra Keitum Parkplatz, Keitum Bahnhof, Keitum Mitte eller Keitum Kirche skal man med linje 3 eller 4 mod Westerland. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ruterne kører sjældnere sent på dagen, men stadig én gang i timen. Endestationen er ZOB Westerland, hvor man skal retur til List med linje 1, som kører mod Wenningstedt, Kampen og List.

Inden afgang retur til Rømø er der måske mulighed for at nyde Lists havneområde, og hvis der er tid til det, er den perfekte afslutning på en dag på Sylt at spise aftensmad på Gosch, hvor man kan nyde fantastiske fiskeretter med lækker vin.

© RSL/Foto Raake

Når turen går til Sylt...

It appears that you are using Microsoft Internet Explorer as your web browser to access our site.

For practical and security reasons, we recommend that you use a current web browser such as Firefox, Chrome, Safari, Opera, or Edge. Internet Explorer does not always display the complete content of our website and does not offer all the necessary functions.