Kunstnerisk stele Prof. Dr. Wilhelm Waetzoldt

I Kampen skrev han adskillige standardværker om tysk kunsthistorie: Professor Dr. Wilhelm Waetzoldt, en erfaren ekspert på sit felt, hvis professionelle karriere kulminerede i hans udnævnelse til generaldirektør for Berlins statsmuseer i 1927. Han hentede regelmæssigt kreativ inspiration fra øen Sild, som han første gang besøgte i 1920'erne. I 1934 erhvervede Wilhelm Waetzoldt et hus i Kampen, som stadig ejes af familien i dag. "Øen med sit særlige lys og dens dengang stort set uberørte natur, forbindelsen mellem hav og vadeflader, mellem vidder og vind, inspirerede min bedstefar til at tilbringe mange uger hvert år i Kampen og skrive manuskripter her," fortæller hans barnebarn. Udover naturen havde kontakten med andre kunstnere også en stimulerende effekt på Waetzoldt: "Han omgikkes blandt andet cellisten Max Baldner, kammersangerinden Emmi Leisner, maleren Edwin Scharff, forlæggeren Peter Suhrkamp og kunsthistorikeren Fritz Wichert." Efter at have studeret kunsthistorie i Marburg og Berlin tiltrådte den unge Wilhelm Waetzoldt sin første stilling som assistent ved Kunsthistorisk Institut i Firenze. Senere arbejdede han som bibliotekar ved Berlins statsmuseer, før han blev udnævnt til professor i kunsthistorie ved Halle Universitet. Der talte han for en tværfaglig tilgang til kunsthistorie i forskning og undervisning. I begyndelsen af ​​Første Verdenskrig meldte Waetzoldt sig frivilligt, blev indsat på Vestfronten nær Frankrig og blev alvorligt såret to gange. Efter krigens afslutning fandt han et nyt aktivitetsfelt som ledende regeringsrådsmedlem i det preussiske ministerium for kunst og videnskab. Her talte han for en sammenlægning af kunstakademierne og kunsthåndværksskolerne og fremmede derved en tæt forbindelse mellem kunst og håndværk. I 1927 overtog Wilhelm Waetzoldt stillingen som generaldirektør for Berlins statsmuseer. Et af højdepunkterne i hans embedsperiode var den ceremonielle åbning af det nye Berlin Pergamon Museum med dets samling af antikke skatte i 1930 – adskillige højtstående æresgæster fra Tyskland og udlandet deltog i ceremonien. De nye magtforhold førte imidlertid til, at Waetzoldt blev fjernet fra embedet i 1933 – han blev beskyldt for at nægte at afskedige medarbejdere af jødisk afstamning og for at vende sig for meget mod moderne kunst. I 1934 blev han igen udnævnt til professor ved Halle Universitet. Waetzoldt levede ikke længe nok til at se afslutningen af ​​Anden Verdenskrig. Han døde af en hjertesygdom i januar 1945. En lille fodnote i historien: Det embede, hvorfra nazisterne havde jaget Wilhelm Waetzoldt i 1933, fandt en anden efterfølger i 1965. Det var hans søn Stephan Waetzoldt.